Det skriftord, som jeg her på din indvielsesaften særligt vil lægge dig på sinde, står skrevet i Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente, kap. 8 v. 1-2:
Hvem er som den vise, hvem forstår betydningen af det ord: Et menneskes visdom får dets ansigt til at lyse, så det hårde ansigt forvandles.
For en del år siden skrev den fhv. rektor for Præstehøjskolen i Løgumkloster, Niels Thomsen en artikel, han kaldte, Den folkekirkelige illusion; og den var meget god at få forstand af. Den begyndte med ordene: ” Der er en lille del af medlemmerne af folkekirken, der føler behov for at gå i kirke om søndagen. Der er en meget stor del af medlemmerne af folkekirken, der ikke har det behov”.
Deri har han jo ret, og han har også ret i, at mange præster – ikke mindst – gør som ingenting, eller de hilder sig i den illusion, at alle i sognet har det samme forhold til gudstjenesten, som de selv har. At det sådan nærmest er lidt af en tilfældighed, at ikke alle går i kirke. Og man skal nok får dem lokket ind, og det går så en masse arbejde og anstrengelser med.
Men som det er fremgået af diverse undersøgelser, vægter de fleste folkekirkemedlemmer andre ting højere i det folkekirkelige liv end gudstjenesten. Det kan være socialt arbejde, international nødhjælp, svar på moralske problemer, spørgsmål om liv og død og traditionsbevarelse. Langt nede i rækken kommer gudstjenesten.
Denne folkelige situation eller bevidsthed kan vi – netop som folkekirke – ikke sidde overhørig. Niels Thomsen argumenterer i sin artikel for, at det diakonale, altså det sociale og sjælesørgeriske arbejde bør komme til at spille en ligeså stor rolle i vor selvforståelse som kirke – som gudstjenesten. Han slutter med at sige: ”Vi må se i øjnene, at kirken har to fremtrædelsesformer: Den er en gudstjenestekirke for et mindretal, og den har til opgave at yde menneskelig hjælp i forhold til dem, der ikke hører til denne gudstjenestemenighed. Det er vores vilkår, at vi lever i et post-kristent samfund, men de manges medlemskab af folkekirken er et udtryk for, at det ikke er det samme som et a-kristent samfund…. Jeg er sikker på, at kirken ikke kan bestå, hvis ikke der er nogen, der vil holde gudstjeneste. Jeg bliver i stigende grad overbevist om, at vi heller ikke kan være kirke, hvis vi glemmer, at det er en primær kirkelig opgave at værne om menneskelighed”.
Det var jo – med lidt andre ord – det, vi talte om, udbytterigt for mig, forleden dag ved den såkaldte bispeeksamen.
Lad mig her indskyde en lille parentes: Knebel-Rolsø pastorat er kendt for at vælge virkelig begavede præster til sig. – Jeg kan sige jer fra det smukke pastorat på Mols, at det er også tilfældet denne gang. Det vidnede vores samtale om i tirsdags mellem jeres ny præst og mig.. Nå, det ved i selvfølgelig i forvejen. Ellers havde I jo ikke valgt Frants Andersson til jeres nye præst. Men det skal altså siges – også her i aften.
Tilbage til Niels Thomsens overvejelser, at kirkens – og ikke mindst præstens opgave er at få den lille og den store menighed til at hænge sammen, og det på anden måde end gennem underlige tiltag, der skal lokke også de gudstjenestefremmede i kirke. For på den måde kommer tingene ikke til at hænge sammen. Men kravet er stadig, at man skal være præst både for de gudstjenestefejrende og dem i folkekirken, der vægter det sociale højere.
Det er jo i øvrigt ikke nogen ny problemstilling. Hal Koch formulerede det for mange år siden i en bog om kristendom og humanisme ved at sige, at der mellem disse består et frugtbart spændingsforhold, thi det var jo som et medmenneske, at Gud åbenbarede sig.
Eller sagt med det indledende bibelord. Det er kirkens opgave at udfolde den visdom, der får det hårde ansigt til at forvandles. Og den opgave kan og skal udfolde sig både i og udenfor gudstjenesten.
Det er jo et godt billede, – at få det hårde ansigt til at forvandles. Det kunne være en overskrift over Vor Herres gerning her på jorden. Det er også meningen med, hvad vi kunne kalde en grundlæggende humanitet. Lad mig i den forbindelse polemisk hævde, at med alt godt, der er at sige om den teologi, der af nødvendighed satte skel mellem humanisme og kristendom, simpelthen fordi der var engang, hvor evangeliet var blevet så indsovset i snak om Jesus som det store menneskelige ideal, som ungdomsfører blandt andet, – så gjorde den teologi også skade ved i sin iver at tale om troen alene og fornægte de troens frugter, der hedder gode gerninger.
K. E. Løgstrup, og som jeg citerede for dig i tirsdags, og Svend Auken – begge talte om, at solidariteten var jordbund for næstekærligheden. ”Men” – fortsætter Løgstrup – forskellen er den, at solidariteten er motiveret af, at der er noget som man på forhånd er fælles med den anden om. Solidariteten er begrænset af fællesskabet. En sådan begrænsning findes ikke i kærligheden til næsten. Næsten er hvem som helst, også den fremmede, ja fjenden”.
Men der er altså ikke desto mindre en sammenhæng. Mellem solidaritet og kærlighed. Den sidste lever af den første. Og omvendt! Men det betyder så sandelig, at kirken heller ikke kan nøjes med det sidste, med næstekærligheden. Den må tænke solidariteten med.
Igen er det vel næppe nogen ny tanke. Grundtvig anså det for en given ting, at kun den, der havde sans for den menneskelige kærlighed kunne forstå, hvad Guds kærlighed betød:
Er os tomme ord og lyde
eget folk og fædres land,
véd vi ej, hvad de betyde
mer end mængde, muld og strand,
tant er og hvert ord, vi tale
om Guds riges bjerg og dale,
om Guds folk og menighed.
Men det betyder så igen, at Guds kærlighed er til for noget. For menneskelivets skyld, og det også i al dets mangfoldighed. Guds kærlighed er den glæde, der skal bringes videre. – Jeg har altid elsket det sted, hvor man spørger Jesus om, hvad Guds rige er. ”Ja, hvad er Guds rige”? svarer han. ”Det er konen, der mister en hundrede krone seddel og leder og vender alle møblerne, og til sidste finde den, og så inviterer alle veninderne på rundstykker og kaffe og wienerbrød og Gammel Dansk eller (bedre), Fernet Branca og det koster meget mere end hundrede kroner”.
Sådan lidt moderniseret. Guds rige er der, hvor overskuddet bliver til underskud – af lutter glæde, og glæden ikke anfægtes!
Vi har måske i for høj grad i vores kirke levet på den opfattelse, at glæden og glædens overskud var et ord. Vi talte om glæden, men viste den sjældent. Og tro nu ikke, at det, jeg taler om, er, at man går rundt og griner og synes det hele er vældig morsomt. Glæde er naturligvis en dybere livsytring end som sådan. Det er den, der forvandler det hårde ansigt hos det medmenneske, der indtil da kun har set nederlag i tilværelsen og kun har følt, at der kunne reageres med hårdhed og bitterhed. Eller med skepsis.
Det kan godt være, at du ikke er i stand til at forøge antallet af gudstjenestebesøgende i dine kirker. – Men ikke mindst, når det handler om børn, så kan du – ikke alene, men være med til – at forvandle et hårdt ansigt, – bare ved at fortælle om kristendommen.
Eller når et par af dine kollegaer i stiftet, der sætter sig i gang med at lave en genbrugsbutik for Kirkens Korshær, og skaffer nogle få midler, der et kort øjeblik forvandler det hårde ansigt. – Eller det gammeldags husbesøg hos ham eller hende, der synes, at livet ikke er værd at leve, efter at have mistet det kæreste menneske.
Jo, der er nok at tage fat på. Ikke med alvorsfuld anstrengelse, men med det, man i gamle dage, kaldte kaldsmunterhed. D skal slet ikke begynde forfra, men du skal fortsætte den gode gerning, der begyndte med, at Gud blev menneske. Og det skal du gøre indtil Vor Herre Jesu Kristi dag.
Gud i vold.
Amen.
